Tag Archive for: samleje

Anne: Syet for stramt sammen?

Anne havde problemer med sexlivet efter fødslen. Hun havde fået et klip i skedeindgangen og var bange for at hun var blevet syet for stramt. Hun og hendes mand havde prøvet på at have samleje efter et par måneder, men det havde gjort ondt. Hun følte ikke at der var plads til at hendes mand kunne komme ind i hende længere.

Jeg undersøgte Anne og mærkede på hendes ar. Det var ved at hele lige som det skulle. Det var stadig lidt tykt og ømt under det, men der var ikke betændelse, og der var syet perfekt. Men det var næsten umuligt for mig at føre instrumenter ind i skeden på hende for at se hvordan der så ud. Hun fortalte at hun havde været meget flittig med knibeøvelserne – og jeg skal love for at hun kunne knibe sammen! Med den bækkenbund ville hun aldrig få nedsynkning eller inkontinens, men men… Hun skulle jo ikke bare knibe. Hun skulle også lære at slappe af, for ellers blev samleje umuligt for hende.

Det var altså ikke arret fra syningen, der var problemet. Det var at hun var bange for at det skulle komme til at gøre ondt, og så kneb hun så meget sammen at skeden lukkede helt til. Det snakkede vi så lidt om. De havde haft et godt sexliv før fødslen, det havde aldrig gjort ondt på hende da, så udsigten til en løsning var absolut god.

Dilatator, god tid og kontrol

Sådan kunne det jo ikke blive ved, så hvad kunne Anne gøre? Ja, for det første var arret jo nok ikke helt færdigdannet endnu, fire måneder efter fødslen. Så det var ikke så mærkeligt at det var ømt. Det var måske en god idé at vente lidt med samleje, og så have sex på andre måder i et stykke tid. Men det var også vigtigt at Anne fandt ud af, hvor meget plads der rent faktisk var i hendes skede. Det kunne hun gøre med sine fingre, men hun kunne også købe et sæt dilatorer, f.eks. her.

De er nemme at bruge. Man starter med at føre den mindste ind i skeden (brug glidecreme!). Nå man synes det går godt, tager man næste størrelse. Og så videre, indtil man er komet så langt op i størrelse som man vil. Når man gør det på denne måde har man selv kontrollen, og det er simpelthen supervigtigt, når det handler om smerter.

Når Anne så igen vil prøve på at have samleje, er det vigtigt at hun stadig føler at hun har kontrol. Det skal være hende der styrer, hvornår han må putte sin penis ind. Mest kontrol får hun ved at sidde ovenpå ham.

Det er menneskeligt at fake

Mette og Nikolaj har sex, og Mette har tænkt sig at fake orgasme. Mette gider egentlig ikke sex i aften, men tænker at ok, så lad ham. For et par dage siden sagde han noget om at sex jo var en vigtig ting i et parforhold. Men snakken om hvor tit de skal have sex, er ikke en snak, hun orker at tage lige nu. Så hun tænker: Du får sex og jeg får fred.

Han gør sig umage for at det skal være spændende: Forskellige stillinger, slikker hende lidt indimellem, nulrer hendes bryster. Lige meget hjælper det, hun har bare ikke lyst i aften.

Hun kan også mærke at hun er ved at blive tør, og det gør ikke bedre. Det er på tide at det får en ende.

Så hun tager fat om hans hofter og støder sig hårdere imod ham. Hun åbner munden, lægger hovedet lidt bagover med lukkede øjne og trækker vejret hurtigere, laver de lyde hun plejer lige før hun kommer indtil hun slutter af med et højlydt ”Åhh!”, og så slapper hun af. Få sekunder efter kommer Nikolaj.

– Det var dejligt, siger han. Og det var det vist også for dig, skat?

Han falder hurtigt i søvn. Efter et par minutter lister Mette ind under sin egen dyne og lægger sig til at læse.

Rigtig mange faker orgasme, særlig kvinder. Nogle faker altid, andre bare en gang imellem. Men hvorfor?

Man vil gøre partneren glad og tilfreds

De fleste faker for partnerens skyld. Og det er jo egentlig et godt og kærligt motiv. En god partner har forventninger om at når man har sex, skal det være dejligt for begge. Helst skal man få orgasme samtidig som et enormt fælles klimaks. Hvis man ved at man ikke kan indfri de forventninger, kan man jo lade som om – og så bevarer partneren bevarer billedet af sig selv som en fantastisk sengekammerat.

Men selv om motivet er godt, er det en rigtig dårlig idé at fake i et fast forhold, for her bør man kunne tale om tingene, også sex. Har Mette ikke fortalt Nikolaj, hvad han kan gøre for at hun skal få orgasme? Hvis hun konsekvent faker, får de aldrig snakket om hvad hun bedst kan lide, og hun får aldrig orgasme sammen med Nikolaj. Det er i det lange løb en dødssejler for forholdet.

Men en gave kan man jo godt give af og til. Så fortæller man lige ud, hvordan det er: – Jeg har ikke lyst i dag, skat, men hvis du vil har jeg ikke noget imod at give dig en gang lækker sex, eller et hurtigt godnatknald, eller hvad der nu måtte være. Så er det min tur en anden gang.

Man forsøger at hidse sig selv op

Så er der dem der faker i håb om at varme så meget op under sig selv at de får orgasme, en slags selvsuggestion, sexlivets fake it till you make it. Og det kan måske godt fungere en gang imellem. Hvis det handler om at fokusere på og forstærke følelser man allerede har, kan det godt virke som en slags træning i at få orgasme.

Man tror at alle andre har de vildeste orgasmer

Nogle faker, fordi de ikke ved, hvad der er normalt. De tror at alle andre får de mest fantastiske orgasmer efter max fem minutters almindeligt samleje – så det må de også hellere lade som om de får. De er bange for at blive set som unormale. Frigide, hed det i gamle dage med et meget negativt ladet ord, og det betyder kold. Så for at fremstå som sexede og sanselige elskere eller elskerinder, smører de ekstra meget på kropssprog og nydelyde.

Denne type snyd er lidt mere udbredt i engangsknald, hvor der måske ikke lige er lagt op til den helt store samtale om lyster og ulyster.

Man vil sove…

Og så er det dem der faker for at så at sige få det overstået, ligesom Mette. Nærmest en lille hvid løgn, der ikke skader nogen, eller? Så skulle hun måske hellere lade helt være, og lade Nikolaj ligge dér med sin lyst, indtil den dampede af. Det er jo ikke en menneskeret at få sex, bare fordi man har lyst – heller ikke i et fast forhold.