Han har lyst til hende. Hun har slet ikke lyst.

Den 60-årige kvinde havde taget sin mand med til konsultationen. Hun skulle have checket sit underliv. Det havde været meget ubehageligt sidste gang hun var til undersøgelse – hendes slimhinder i skeden var meget tørre og ømme.

Jeg spurgte om det var et problem for deres sexliv. Ja, det var det, svarede hun – de havde faktisk ikke sex. Det kunne ikke lade sig gøre, heller ikke med glidecreme. Hun så stift på mig og svarede hurtigt og kontant på mine spørgsmål. Manden så ofte over på hende, bekymret, og mumlede at det jo havde fungeret tidligere, også efter at hun var kommet i overgangsalderen. Det kommenterede hun ikke.

Så skulle hun undersøges, og det var helt tydligt at hendes slimhinder var meget tynde og irriterede. Men det var ikke bare det. Hun kneb faktisk så meget sammen forneden at det ikke var muligt at lave en gynækologisk undersøgelse og kigge ind i skeden. Der var simpelthen for lidt plads. Hvis hun kneb så meget sammen når de skulle have sex, var det selvfølgelig ikke muligt for ham at komme ind i hende.

Når jeg fortalte hende hvad jeg fandt virkede hun faktisk tilfreds. Lidt som om jeg gav hende et alibi for at slippe for sengegymnastikken. Hun ville ikke mere, det var tydligt – men det ville han. Han spurgte om der dog ikke var noget at gøre, glidemidler, medicin? Og jo, det var det da, så jeg gav hende en recept på østrogenstikpiller – det bedste middel mod tynde slimhinder efter overgangsalderen. Men jeg tror ikke hun henter dem på apoteket. Hun har besluttet sig for at deres sexliv er et afsluttet kapitel.

Og hvad så med deres ægteskab? Hvad med hans lyst? Skal han få den stillet ved at onanere foran computeren sent om aftenen, eller skal han finde sig en elskerinde? Det er en farlig løsning. Har hun tænkt så langt?

Selvfølgelig skal man ikke have sex, hvis man ikke har lyst. Og det er et problem, hvis parterne i et forhold er meget forskellige med hensyn til sexlyst. Men lyst kan tændes, hvis man giver plads og lov til det. Hvordan – ja, det må man snakke sammen om.

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg accepterer Privacy Policy

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.