Tag Archive for: Viagra

Hvordan virker Viagra?

Da Viagra kom på markedet i form af små blå piller i 1998 var det virkelig et vidundermiddel.

Pludselig var der hjælp at hente for i hvert fald en del mænd med rejsningproblemer, altså vanskeligheder med at holde penis stiv nok til at kunne gennemføre et samleje.

Der er særlig to spørgsmål jeg får om Viagra, når jeg holder foredrag: Hvordan virker det? Og kan kvinder også bruge det?

For at tage det sidste spørgsmål først: Nej, Viagra virker ikke på kvinder. Kvinder får ikke mere lyst og får heller ikke sjovere sex, hvis de bruger Viagra.

Så til mændene. For at forstå hvordan Viagra virker må man vide lidt om hvordan rejsningen fungerer. Det mekaniske er ikke så svært at forstå. Forestil dig at fylde en ballon med vand: Du holder ballonen hen til vandhanen og lader vandet løbe, så ballonen bliver mere og mere spændt. Hvis vander løber kraftigt går det hurtigt, men hvis der er godt med kalk i rørene og vandstrålen er tynd tager det en evig tid. Hvis der er hul i ballonen bliver den aldrig rigtigt fyldt.

Det virker nogenlunde på samme måde med penis, der har to svulmelegemer, der minder om balloner. De er små og slappe når de er tomme, lange og spændte når de er fyldte. Hvis noget tirrer mandens sexlyst og rejsningen fungerer som den skal, åbner blodkarrene til svulmelegemerne sig så blodet hurtigt fylder dem, og penis bliver stiv og spændt. For at den skal blive ved med at være det indtil manden har haft udløsning skal de blodkar, der fører blodet væk fra penis, lukke til. Det sker ved at de presses sammen, dels af musklerne i bækkenbunden, dels af de fyldte blodkar. Hvis blodet løber væk i utide mister manden rejsningen for hurtigt.

Viagra virker kun, hvis man har lyst til sex

Der er altså flere ting, der skal fungere. Det første er lysten. Manden skal have lyst til sex, ellers går processen slet ikke i gang. Så skal hjernen sende signaler ned til blodkarrene i penis, hvor der dannes et stof, der hedder NO (i denne forbindelse burde det måske have heddet YES i stedet for?). Det får blodkarrene til at åbne sig, og de skal være elastiske, så de kan lukke sig helt op. Endelig må blodkarrene ikke begynde at klappe sammen igen for tidligt, så der skal blive ved med at dannes NO for at udvide dem. Rejsningen bliver også holdt ved lige af at svulmelegemerne er godt spændte og at musklerne i bækkenbunden er stærke og fyldige.

Hvad er det så, Viagra kan? Det sørger i al sin enkelhed for at der bliver ved med at være NO nok i blodkarrene, så de kan være max fyldte og rejsningen fungerer indtil manden har haft udløsning.

Men selv om Viagra kan trylle, kan det ikke lave mirakler. Hvis manden ikke har lyst til sex, fungerer det ikke. Hvis blodkarrene er forkalkede som gamle vandrør kan de ikke udvide sig, og så bliver der ikke meget rejsning. Hvis musklerne i bækkenet er for dårlige, kan de ikke holde blodet tilbage og dermed ikke rejsningen ved lige.

Vil man gøre noget for at bevare sin rejsning, handler det altså om at træne sine muskler og undgå åreforkalkning. Så er vi igen ved den der livsstil…

 

 

Kan Addyi booste kvinders sexlyst?

Min hund Emma er i løbetid. Hun drømmer om hvalpe og laver en rede til dem i sin kurv. Hanhunde kommer løbende op til matriklen med høj haleføring, ejeren bagefter, forpustet og med en tom hundesnor i hånden. Emma parrer sig straks, hvis hun får chancen. Hun har lyst til det, og hvem hanhunden er, er lige meget. Når hun ikke er i løbetid, vil hun snerre ad enhver hanhund, der nærmer sig hendes bagende. Da har hun ikke lyst, og så er sex ikke aktuelt. Det er enkelt.

Marianne og Svend er et par på lidt over halvtreds. Mariannes sexlyst er forsvundet fuldstændig. Hun tænker aldrig på sex, har ingen seksuelle fantasier, ingen pludselige rare fornemmelser af varme og fylde i underlivet. Hun og Svend har prøvet meget: De har talt om hvad hun kan lide og hvad der plejer at tænde hende, taget på kæresteweekend, købt legetøj, kigget på porno. Det siger hende ikke noget, og Svends tilnærmelser bliver mere og mere sjældne. Marianne er bekymret og ked af det, for de snakker heller ikke så godt sammen mere. Det er ikke spor enkelt.

Mennesker har forventninger til lysten. Især forventer vi at den er der, klar til at give os oplevelser, afslapning, tidsfordriv, velvære, intimitet, lykke… Lyst til sex og er godt sexliv opfattes som nødvendige ingredienser i et godt liv.

Lyst er ikke en konstant størrelse

Lyst kan komme af så meget. Ord, billeder, berøringer, genstande, dufte, tanker og forestillinger. Hvor hurtigt og nemt og på hvad vi tænder, afhænger bl.a. af, hvor vi er henne i livet. Stress og travlhed, sygdom, amning, p-piller, en partner der ikke er så spændende mere, smerter ved sex – alt kan gå ud over lysten. I puberteten er lysthormonet testosteron højest og sexlysten mest voldsom. I alderdommen er den spontane liderlighed måske helt væk, og kan kun lokkes frem med en del umage i form af stimulation og fantasier.

For lidt sexlyst påvirker rigtigt mange kvinders livskvalitet. Der er derfor store penge på spil, hvis det er muligt at finde en pille, der styrker lysten. Nu har den amerikanske lægemiddelstyrelse FDA godkendt præparatet Addyi med indholdsstoffet flibanserin til behandling af nedsat sexlyst hos kvinder. Det findes ikke i Danmark, og det er foreløbig kun testet til kvinder før overgangsalderen. Det er blevet kaldt Viagra til kvinder, men det er en misforståelse – Viagra virker kun, hvis manden i forvejen har lyst til sex, Addyi (lidt sjovt at det lyder som når man nyser…) skal styrke sexlysten.

Man skal tage en tablet om dagen, og hvis det ikke har hjulpet efter otte uger, skal man stoppe igen. Man kan blive svimmel, søvnig og kvalm af det. Det gælder særlig hvis man drikker alkohol, og derfor bør man slet ikke drikke alkohol, hvis man tager Addyi. En ny slags Antabus, faktisk. Virkningen er heller ikke noget, der får en til at ane stjerner og raketter. Kvinderne får lidt flere seksuelle tanker og fantasier, men kun 10 % af kvinderne synes deres sexliv bliver bedre. I gennemsnit har de tilfredsstillende sex en gang mere hver eller hver anden måned. Om man synes det er noget at gå efter afhænger nok af, om man har sex hver anden dag eller to gange om året.

Så noget mirakel er Addyi ikke. Måske i virkeligheden ikke bedre end andet, Marianne og andre i hendes situation kan gøre for at styrke sexlysten. Det vender vi tilbage til.