Tag Archive for: sexolog

Hvordan bliver man henvist til sexolog?

Hvad laver en sexolog?

Har du problemer med dit sexliv og tænker at en sexolog måske kan hjælpe? Eller spekulerer bare over hvad sådan en egentlig laver?

Sexologi er læren om menneskets seksualitet, og praktiserende sexologer behandler menneskers seksuelle problemer.

Sexologisk behandling kan være både samtaler, medicin, instruktion i øvelser (fx sansetræning) eller anbefaling af forskellige hjælpemidler. Ofte skal man kombinere flere forskellige former for behandling for at få et godt resultat. Hvis problemet er medicinsk, kan det måske løses med et par behandlinger. Er det psykologisk, kan langvarig samtaleterapi være nødvendig. Uanset hvad er der en ting, der er vigtig at vide: Man skal ikke have tøjet af hos sexologen!

Sexlivet påvirkes af både medicinske, psykologiske, sociale og kulturelle forhold. Og påvirkningen går også den anden vej: Vores sexliv har betydning både for vores fysiske og psykiske sundhed, for vores sociale liv og vores samspil med den kultur vi lever i. Så sexologisk behandling kan berøre mange aspekter af vores liv.

 

Hvordan bliver man sexolog?

I princip kan enhver bare kalde sig det, for det er ikke en beskyttet titel (som fx apoteker, maskinmester eller oversergent). Der findes heller ingen fælles dansk autorisation, der garanterer at sexologen har et vist uddannelsesniveau. De forskellige uddannelsessteder har udarbejdet egne krav til uddannelsen: Ved Aalborg Universitet kan man tage en to-årig masteruddannelse i sexologi, ved Rigshospitalet kan man blive specialist i klinisk sexologi, og Dansk Forening for Klinisk Sexologi giver autorisation til sexologer, der har gennemgået en uddannelse der lever op til internationale standarder. Ved de tre nævnte uddannelsessteder skal man have en sundhedsfaglig eller evt. pædagogisk uddannelse i forvejen for at søge ind. Man skal selv betale uddannelsen.

Så er der et væld af private udbydere, hvor der ikke er krav til nogen uddannelse i forvejen: Fx. Joan Ørting, Yazmin Fox og Carl-Mar Møller. Der er også Seksualvejlederuddannelsen, der primært uddanner mennesker der arbejder med funktionshæmmede borgere.

 

Hvad kan en sexolog hjælpe med?

I princip alle former for problemer med sexlivet. De privatpraktiserende har ofte en hjemmeside, hvor der står en del om det, de i første række arbejder med.

 

Kan man blive henvist til sexolog, eller skal man selv finde en??

Man kan blive henvist til en af de offentlige klinikker (Rigshospitalet, Roskilde, Aalborg, Odense, Aarhus og Esbjerg) af sin egen læge, hvis lægen synes at der skal en behandling til som hun ikke selv kan klare. Der er som regel en del ventetid. Behandlingen på disse klinikker er gratis. Hvis man hellere vil til en privat behandler, må man selv have penge op af lommen. Ofte skal man lede lidt for at finde en sexolog, man kunne tænke sig at gå til. Læs på hjemmesiderne! Der skal stå hvem de er, hvordan de er uddannet og om de har specielle interesseområder. Som det fremgår af afsnittet om de forskellige uddannelser kan det være lidt af en jungle. Og det er jo ikke lige meget – det er vigtigt at man føler sig tryg og har tillid til det menneske, man drøfter sin seksualitet med.

Hvilken slags sexolog der bedst kan hjælpe kan afhænge af, hvad problemet er. Derfor er det en god idé at se på sexologens baggrund. Nogle sexologer er også parterapeuter, andre er læger og kan ordinere medicinsk behandling, nogle er psykologer eller psykoterapeuter. Uanset hvad bør man se sig godt for og vælge nøje. Som sagt kan hvem som helst kalde sig sexolog – også kommis’en oppefra butikken, der bare synes det er fedt at høre om andre menneskers sexliv.

Ikke mere tabu, tak!

Sex og Samfund vil åbne en telefonlinje, hvor folk over 60 kan henvende sig anonymt og få rådgivning om problemer med sexlivet. Der er en tilsvarende telefonlinje for de unge, og det er jo fint – alle initiativer der kan hjælpe folk med seksuelle problemer er velkomne. Begrundelsen for at oprette rådgivningen er at de ældre har ikke nogen steder at gå hen med den slags, fordi det er et kæmpetabu at ældre i det hele taget har sex. I den anledning blev jeg interviewet til TV2 news, og studieværtens udgangspunkt var netop dette: Ældres sexliv er jo et tabu.

Der er på en måde gået automatik i det at ældres sexliv skal omtales sådan. Det er som om ingen rigtig stopper op og overvejer om det passer. Og hvem der i så fald synes det.

Der er sex alle vegne. Der er frisprogede programmer i radio og TV, der er reportager i blade og aviser, der er hjemmesider og pornosider for alle slags lyster og seksualiteter på nettet. Medierne elsker sex. Hvorfor skal ældres sexliv så udnævnes til at være så tabuiseret og så tys-tys, at de må ty til anonyme henvendelser?

Chokerende afsløring: De fleste ældre har sex!

For os ældre er vores sexliv jo ikke et tabu. Vi har lang seksuel erfaring, vi kender os selv og vi ved hvad vi kan lide, meget bedre end de yngre. De fleste af os er gode til at tilpasse os de forandringer der kommer med alderen (og som ofte er en forbedring, modsat hvad mange yngre tror). I 2001 viste en svensk undersøgelse af en gruppe 70-årige, at 95 % af mændene og 78 % af kvinderne syntes, at sex var en vigtig del af livet. Af de seksuelt aktive havde 31 % af mændene og 20 % af kvinderne samleje mindst en gang om ugen. Kan det så virkelig passe, at det er de ældre, der ikke tør snakke om sex?

Min erfaring som gynækolog er en anden. Det er de yngre der er usikre og flove. Det er dem der ved for lidt om deres kroppe og funktioner, og fremfor alt har de forventninger til sex, de har svært ved at få opfyldt. De ældre derimod taler gerne om sex, både spontant og på opfordring. De skal bare have muligheden.

Det betyder at ældre skal kunne tage deres eventuelle seksuelle problemer op der hvor de naturligt hører hjemme: I sundhedssystemet. Praktiserende læger og sygehuspersonale skal kunne tale om ældres sexliv som det det bør være, og også er for langt de fleste: en kilde til glæde, velvære, nærhed, livskvalitet. Der skal være nem adgang til veluddannede sexologer. Og så skal vi holde op med at tale om ældres seksualitet som et tabu. Fordi ordet fanger.