Indlæg

Kan du snakke med din læge om sex?

 

Du har haft flere tilfælde af hjertekrampe. Din læge har undersøgt dig på kryds og tværs, og nu står du på apoteket og venter på at få dine piller. Du tænker på hvad det betyder for dit liv, at du ikke længere kan se dig selv som helt rask. Hvad kan du, og hvad må du? Skal du passe på, eller…? Kan du leve som du plejer, og så bare tage et pust nitroglycerin, hvis du får ondt?

Og hvad med sex? Fik du spurgt om det?

Eller: Du har fået mere og mere svært ved at holde på vandet i de senere år. Nu har du endelig taget dig sammen til at gøre noget ved det – du skal opereres. Det bliver gjort gennem skeden, og du har fået at vide at det er en operation der som regel er meget vellykket. Men du er lidt betænkelig ved det der med at opereres i skeden. Kan du få orgasme bagefter? Vil du eller din partner mærke forskel? Vil det gøre ondt at have sex?

Fik du spurgt? For sandsynligheden taler for, at lægen ikke gav dig de informationer uopfordret. Det er der flere grunde til.

 

Hvorfor snakker lægen ikke om sex?

Sexologi er ikke et obligatorisk fag på lægestudiet. Det betyder, at lægen ikke føler sig uddannet til at håndtere sexologiske problemer. Og sex i sig er jo også privat, hemmeligt, tabuiseret. Hvad nu hvis lægen er en ung, heteroseksuel, muslimsk mand? Og du er en 70-årig, lesbisk, kristen kvinde? Så vil lægen også føle at de kulturelle forskelle er enorme, at han ikke ved nok om, hvordan du føler og tænker, når det gælder sex. Så hvis du nu fortæller om et seksuelt problem er lægen både fagligt og personligt ude på tynd is.

Og det kan læger virkelig ikke lide at være. Læger vil jo gerne kunne hjælpe deres patienter og fremstå som kompetente og professionelle.

 

Hvad skal der til?

Først og fremmest: Der skal aftabuisering til. Sex betyder jo noget for langt de flestes livskvalitet. Hvis man kommer i en situation hvor man tror det er farligt at have sex, hvor man får bivirkninger af behandling som det er muligt at afhjælpe – så skal man da have hjælp til det! Sex er mange ting, og selv alvorlig sygdom behøver ikke at betyde at sexlivet stopper. Tværtimod – det kan være ekstra vigtigt at det fungerer. At der er et sted, hvor sygdom ikke er det vigtigste, men man kan stadig kan være kæreste, elsker, den eneste ene.

Og så skal der mere uddannelse til. Læger skal vide mere om sexologi, så de føler sig trygge ved at de også kan hjælpe deres patienter med seksuelle problemer. Om ikke andet lægge øre til, og henvise til sexolog, hvis det er det der skal til.

Med hensyn til aftabuiseringen er stemningen generelt i samfundet nok på rette vej, synes jeg. Der bliver snakket og skrevet mere og mere om sex, ikke bare om unge mennesker, også om ældre og om hvordan det er, hvis man er ramt af sygdom.

Og så skal lægerne ikke slippe så let! De må vænne sig til at sexologi også er deres domæne. Så spørg! Forvent at din læge kan møde dine bekymringer. Og hvis ikke, så kan henvise dig til nogen, der kan.

Selv øjenlæger kan få spørgsmål om sex… Se bare denne historie, der godt nok er på svensk, men det bliver den ikke ringere af.

Hvordan bliver man henvist til sexolog?

Hvad laver en sexolog?

Har du problemer med dit sexliv og tænker at en sexolog måske kan hjælpe? Eller spekulerer bare over hvad sådan en egentlig laver?

Sexologi er læren om menneskets seksualitet, og praktiserende sexologer behandler menneskers seksuelle problemer.

Sexologisk behandling kan være både samtaler, medicin, instruktion i øvelser (fx sansetræning) eller anbefaling af forskellige hjælpemidler. Ofte skal man kombinere flere forskellige former for behandling for at få et godt resultat. Hvis problemet er medicinsk, kan det måske løses med et par behandlinger. Er det psykologisk, kan langvarig samtaleterapi være nødvendig. Uanset hvad er der en ting, der er vigtig at vide: Man skal ikke have tøjet af hos sexologen!

Sexlivet påvirkes af både medicinske, psykologiske, sociale og kulturelle forhold. Og påvirkningen går også den anden vej: Vores sexliv har betydning både for vores fysiske og psykiske sundhed, for vores sociale liv og vores samspil med den kultur vi lever i. Så sexologisk behandling kan berøre mange aspekter af vores liv.

 

Hvordan bliver man sexolog?

I princip kan enhver bare kalde sig det, for det er ikke en beskyttet titel (som fx apoteker, maskinmester eller oversergent). Der findes heller ingen fælles dansk autorisation, der garanterer at sexologen har et vist uddannelsesniveau. De forskellige uddannelsessteder har udarbejdet egne krav til uddannelsen: Ved Aalborg Universitet kan man tage en to-årig masteruddannelse i sexologi, ved Rigshospitalet kan man blive specialist i klinisk sexologi, og Dansk Forening for Klinisk Sexologi giver autorisation til sexologer, der har gennemgået en uddannelse der lever op til internationale standarder. Ved de tre nævnte uddannelsessteder skal man have en sundhedsfaglig eller evt. pædagogisk uddannelse i forvejen for at søge ind. Man skal selv betale uddannelsen.

Så er der et væld af private udbydere, hvor der ikke er krav til nogen uddannelse i forvejen: Fx. Joan Ørting, Yazmin Fox og Carl-Mar Møller. Der er også Seksualvejlederuddannelsen, der primært uddanner mennesker der arbejder med funktionshæmmede borgere.

 

Hvad kan en sexolog hjælpe med?

I princip alle former for problemer med sexlivet. De privatpraktiserende har ofte en hjemmeside, hvor der står en del om det, de i første række arbejder med.

 

Kan man blive henvist til sexolog, eller skal man selv finde en??

Man kan blive henvist til en af de offentlige klinikker (Rigshospitalet, Roskilde, Aalborg, Odense, Aarhus og Esbjerg) af sin egen læge, hvis lægen synes at der skal en behandling til som hun ikke selv kan klare. Der er som regel en del ventetid. Behandlingen på disse klinikker er gratis. Hvis man hellere vil til en privat behandler, må man selv have penge op af lommen. Ofte skal man lede lidt for at finde en sexolog, man kunne tænke sig at gå til. Læs på hjemmesiderne! Der skal stå hvem de er, hvordan de er uddannet og om de har specielle interesseområder. Som det fremgår af afsnittet om de forskellige uddannelser kan det være lidt af en jungle. Og det er jo ikke lige meget – det er vigtigt at man føler sig tryg og har tillid til det menneske, man drøfter sin seksualitet med.

Hvilken slags sexolog der bedst kan hjælpe kan afhænge af, hvad problemet er. Derfor er det en god idé at se på sexologens baggrund. Nogle sexologer er også parterapeuter, andre er læger og kan ordinere medicinsk behandling, nogle er psykologer eller psykoterapeuter. Uanset hvad bør man se sig godt for og vælge nøje. Som sagt kan hvem som helst kalde sig sexolog – også kommis’en oppefra butikken, der bare synes det er fedt at høre om andre menneskers sexliv.

Ikke mere tabu, tak!

Sex og Samfund vil åbne en telefonlinje, hvor folk over 60 kan henvende sig anonymt og få rådgivning om problemer med sexlivet. Der er en tilsvarende telefonlinje for de unge, og det er jo fint – alle initiativer der kan hjælpe folk med seksuelle problemer er velkomne. Begrundelsen for at oprette rådgivningen er at de ældre har ikke nogen steder at gå hen med den slags, fordi det er et kæmpetabu at ældre i det hele taget har sex. I den anledning blev jeg interviewet til TV2 news, og studieværtens udgangspunkt var netop dette: Ældres sexliv er jo et tabu.

Der er på en måde gået automatik i det at ældres sexliv skal omtales sådan. Det er som om ingen rigtig stopper op og overvejer om det passer. Og hvem der i så fald synes det.

Der er sex alle vegne. Der er frisprogede programmer i radio og TV, der er reportager i blade og aviser, der er hjemmesider og pornosider for alle slags lyster og seksualiteter på nettet. Medierne elsker sex. Hvorfor skal ældres sexliv så udnævnes til at være så tabuiseret og så tys-tys, at de må ty til anonyme henvendelser?

Chokerende afsløring: De fleste ældre har sex!

For os ældre er vores sexliv jo ikke et tabu. Vi har lang seksuel erfaring, vi kender os selv og vi ved hvad vi kan lide, meget bedre end de yngre. De fleste af os er gode til at tilpasse os de forandringer der kommer med alderen (og som ofte er en forbedring, modsat hvad mange yngre tror). I 2001 viste en svensk undersøgelse af en gruppe 70-årige, at 95 % af mændene og 78 % af kvinderne syntes, at sex var en vigtig del af livet. Af de seksuelt aktive havde 31 % af mændene og 20 % af kvinderne samleje mindst en gang om ugen. Kan det så virkelig passe, at det er de ældre, der ikke tør snakke om sex?

Min erfaring som gynækolog er en anden. Det er de yngre der er usikre og flove. Det er dem der ved for lidt om deres kroppe og funktioner, og fremfor alt har de forventninger til sex, de har svært ved at få opfyldt. De ældre derimod taler gerne om sex, både spontant og på opfordring. De skal bare have muligheden.

Det betyder at ældre skal kunne tage deres eventuelle seksuelle problemer op der hvor de naturligt hører hjemme: I sundhedssystemet. Praktiserende læger og sygehuspersonale skal kunne tale om ældres sexliv som det det bør være, og også er for langt de fleste: en kilde til glæde, velvære, nærhed, livskvalitet. Der skal være nem adgang til veluddannede sexologer. Og så skal vi holde op med at tale om ældres seksualitet som et tabu. Fordi ordet fanger.