Indlæg

Ingen sex på plejehjemmet, tak!

For nogen tid siden dag underviste jeg i ældres seksualitet, og en af kursisterne fortalte denne historie. Jeg fortæller den videre, fordi den er meget sigende og meget trist.

Kursisten arbejdede på et plejehjem. En dag skulle hun ind og se til en af de ældre damer. Hun bankede på som hun plejede, men der blev ikke svaret. Hun hørte underlige lyde derinde fra og var bange for at beboeren var syg, så hun gik ind. Da så  hun at kvinden lå og masturberede, så hun listede stille ud igen og lukkede døren efter sig. På døren satte hun en seddel hvor hun skrev: Forstyr ikke, beboeren har en hyggestund med sig selv.

Det var der nogle af hendes kolleger der reagerede meget kraftigt på.

”Adr, hvor ulækkert, gamle so!”  Den slags.

Der var ikke nogen der tænkte på at der ikke er nogen udløbsdato for evnen og lysten til at nyde sex.

 

Og det blev værre…

 

Nogle dage senere var kvinden ikke at finde på værelset om morgenen. Hun var blevet meget gode venner med en af de gamle mænd, og personalet tænkte at hun måske var gået på besøg hos ham. Så de bankede på, og der var hun. De lå i hans seng sammen: Han var en stor mand, men hun var en lille dame, så de kunne godt være der begge to. De lå tæt og holdt om hinanden og så ud til at have det dejligt.

Midt på gulvet i mandens værelse stod hendes rollator.  På styret hang hendes ble, som hun havde taget af inden hun lagde sig hos ham.

Igen blev nogle af personalet meget oprørte, særlig en af de yngre mænd for op i det røde felt. Der måtte da gøres noget! Sådan noget svineri kunne man jo ikke have! Manden måtte få en lås på sin dør. Og den gamle dame måtte låses inde, så hun ikke ”strejfede”.

Der var simpelthen ingen forståelse for de to gamle! For at kærlighed, nærhed og nydelse ikke har nogen alder. For at det at mærke et andet menneske indtil sig er et grundlæggende menneskeligt behov, som det er uendelig svært for ensomme gamle at få opfyldt. I stedet for at glæde sig over at de to fandt varme og glæde hos hinanden, fordømte man deres handling ud fra gammeldags moralske principper, der i bund og grund siger at ældre, og specielt kvinder, ikke skal have sex, fordi det kun er noget man skal have for at blive gravid.

Og det er da underligt at folk stadig kan have den opfattelse – hvor ofte har man egentlig sex for at få børn?

Jeg blev så ked af det, da jeg hørte denne historie. For hvor siger den meget om vores forstokkede syn på gamle mennesker (kvinder især), om sex, og om hvad meningen er med det.  Jeg har skrevet mere om det i min bog Sex efter 50.

Hovedløst forelsket!

Ååhh, forelsket! Det er så fantastisk, når det er i den rigtige. Og det er så forfærdelig svært, når det er forkert.

Man er lidt sindssyg, når man er forelsket. Hjernen fungerer i hvert fald ikke som den plejer. Forelskelsen overskygger alt – andre følelser, valg og prioriteter. Er man rigtigt forelsket føler man hverken smerte eller rygetrang så stærkt, som man ellers ville gøre. Man sætter alt til side, vender sin hverdag på hovedet, lyver, bedrager og svigter for at være sammen med sin elskede. Man tænker på den anden 24/7 og kan ikke koncentrere sig om andet.

Den udvalgte er noget helt særligt, en unik person, der er god og fantastisk helt igennem. De dårlige sider ser man ikke, og de gode forstærker man. Det er ikke altid at ens omgivelser ser sådan på det, så forelskede folk kan godt virke en lille smule fjollede i andres øjne.

Hvis forelskelsen er gensidig bliver den endnu stærkere. At få lov til at være den eneste ene for nogen, man selv synes er vidunderlig, højner jo også en selv. Man føler sig set, at man også er et fantastisk menneske, der kan og vil langt mere end før. Det er en en ny chance, hvor man kan vokse, udvikle sig, leve et nyt og anderledes liv.

Måske gør det én ekstra udsat når man er omkring de 40, opdager at man står midt i livet og begynder at spekulere på, om der ikke er andet at se frem til end den fortsatte trummerum.

Hvis man møder modgang og ikke kan være sammen, bliver man dybt frustreret. Og ak og ve, hvis den elskedes følelser bliver køligere, eller der kommer en rival på banen! Så er der simpelthen ingen større ulykke i verden. Litteratur, musik og film drejer sig ofte om den slags katastrofer, og det er der en god grund til, for sjældent er vores følelser så stærke som i den situation.

Hvornår bliver man forelsket?

Man bliver nemmest forelsket, hvis man møder nogen under særlige omstændigheder. Et sted eller en stemning, der ikke er hverdag. Spændende, måske farlig eller dramatisk på andre måder. Det at have stærke og nye oplevelser sammen med nogen  gøder jorden for en spirende forelskelse. Det gør heller ikke noget at den anden er en lille smule mystisk og ikke præsenterer hele sig selv på en bakke ved første møde.

Vil man forsøge at få nogen til at blive forelsket i én, er der nogle træk, der er særlig gode at have: Det er en fordel at se sådan mellemgodt ud – det er ikke godt at være hverken for grim eller for smuk. Venlighed, intelligens og humor er også attraktive egenskaber.

Man vil selvfølgelig gerne have sex med den, man er forelsket i, men det er faktisk ikke det vigtigste. Det er vigtigere at være sammen, at blive bekræftet og opleve at høre så tæt sammen med dette unikke menneske.

Hvad så med kærlighed ved første blik, findes det? Ja – men det er ikke det almindelige. For det meste bliver man forelsket i en, man har kendt i et stykke tid. Man skal jo lige have tid til at opdage, hvor fantastisk vedkommende er…

Til sidst er der vel bare at sige en ting mere om forelskelse: Det går over. Om følelserne så bliver til kærlighed eller bare fordufter og efterlader krummede tæer og pinlige minder, er ikke til at vide.