Tag Archive for: ældre

Ældres sexliv i Sundhedsmagasinet på tirsdag

– Hallo, det er Sundhedsmagasinet. Vi arbejder på et program om ældres sexliv. Du har jo skrevet en bog om det, så er det i orden at vi stiller dig nogle spørgsmål?

– Det er helt i orden.

– Måske kunne du og din mand også fortælle lidt om, hvordan man som ældre holder gang i sexlivet?

– Øøøh… jo, det kan vi måske godt…

 

Den måtte vi lige snakke om først! Uanset hvor meget der snakkes og skrives om sex alle steder er det jo stadig meget privat, synes jeg. Det er måske en generationsting, hvad ved jeg. Men så besluttede vi at det var i en god sags tjeneste. Og at Sundhedsmagasinet er et godt program, som vi gerne stille op i. Så vi sagde ja, og en eftermiddag kom to søde mennesker, journalist Nola og fotograf Birger, og filmede og interviewede i flere timer.

På tirsdag den 23.11 får vi se hvad der kom ud af det. Jeg håber det bliver godt – vores budskab er at sex når man er ældre kan udfolde sig på mange måder, og at det ikke nødvendigvis handler om samleje, men om at få og give nydelse, nærhed og velvære. Det er vigtigt for alle mennesker i alle aldre.

 

Nå, men vi kommer forresten ikke til at se udsendelsen. Vi har nemlig i meget lang tid haft koncertbilletter til den aften. Cliff Richard! Jeg havde tapetseret en hel væg med ham – for 55 år siden! Manden holder sig godt. Vistnok uden ret meget sex.

Ingen sex på plejehjemmet, tak!

For nogen tid siden dag underviste jeg i ældres seksualitet, og en af kursisterne fortalte denne historie. Jeg fortæller den videre, fordi den er meget sigende og meget trist.

Kursisten arbejdede på et plejehjem. En dag skulle hun ind og se til en af de ældre damer. Hun bankede på som hun plejede, men der blev ikke svaret. Hun hørte underlige lyde derinde fra og var bange for at beboeren var syg, så hun gik ind. Da så  hun at kvinden lå og masturberede, så hun listede stille ud igen og lukkede døren efter sig. På døren satte hun en seddel hvor hun skrev: Forstyr ikke, beboeren har en hyggestund med sig selv.

Det var der nogle af hendes kolleger der reagerede meget kraftigt på.

”Adr, hvor ulækkert, gamle so!”  Den slags.

Der var ikke nogen der tænkte på at der ikke er nogen udløbsdato for evnen og lysten til at nyde sex.

 

Og det blev værre…

 

Nogle dage senere var kvinden ikke at finde på værelset om morgenen. Hun var blevet meget gode venner med en af de gamle mænd, og personalet tænkte at hun måske var gået på besøg hos ham. Så de bankede på, og der var hun. De lå i hans seng sammen: Han var en stor mand, men hun var en lille dame, så de kunne godt være der begge to. De lå tæt og holdt om hinanden og så ud til at have det dejligt.

Midt på gulvet i mandens værelse stod hendes rollator.  På styret hang hendes ble, som hun havde taget af inden hun lagde sig hos ham.

Igen blev nogle af personalet meget oprørte, særlig en af de yngre mænd for op i det røde felt. Der måtte da gøres noget! Sådan noget svineri kunne man jo ikke have! Manden måtte få en lås på sin dør. Og den gamle dame måtte låses inde, så hun ikke ”strejfede”.

Der var simpelthen ingen forståelse for de to gamle! For at kærlighed, nærhed og nydelse ikke har nogen alder. For at det at mærke et andet menneske indtil sig er et grundlæggende menneskeligt behov, som det er uendelig svært for ensomme gamle at få opfyldt. I stedet for at glæde sig over at de to fandt varme og glæde hos hinanden, fordømte man deres handling ud fra gammeldags moralske principper, der i bund og grund siger at ældre, og specielt kvinder, ikke skal have sex, fordi det kun er noget man skal have for at blive gravid.

Og det er da underligt at folk stadig kan have den opfattelse – hvor ofte har man egentlig sex for at få børn?

Jeg blev så ked af det, da jeg hørte denne historie. For hvor siger den meget om vores forstokkede syn på gamle mennesker (kvinder især), om sex, og om hvad meningen er med det.  Jeg har skrevet mere om det i min bog Sex efter 50.

Ikke mere tabu, tak!

Sex og Samfund vil åbne en telefonlinje, hvor folk over 60 kan henvende sig anonymt og få rådgivning om problemer med sexlivet. Der er en tilsvarende telefonlinje for de unge, og det er jo fint – alle initiativer der kan hjælpe folk med seksuelle problemer er velkomne. Begrundelsen for at oprette rådgivningen er at de ældre har ikke nogen steder at gå hen med den slags, fordi det er et kæmpetabu at ældre i det hele taget har sex. I den anledning blev jeg interviewet til TV2 news, og studieværtens udgangspunkt var netop dette: Ældres sexliv er jo et tabu.

Der er på en måde gået automatik i det at ældres sexliv skal omtales sådan. Det er som om ingen rigtig stopper op og overvejer om det passer. Og hvem der i så fald synes det.

Der er sex alle vegne. Der er frisprogede programmer i radio og TV, der er reportager i blade og aviser, der er hjemmesider og pornosider for alle slags lyster og seksualiteter på nettet. Medierne elsker sex. Hvorfor skal ældres sexliv så udnævnes til at være så tabuiseret og så tys-tys, at de må ty til anonyme henvendelser?

Chokerende afsløring: De fleste ældre har sex!

For os ældre er vores sexliv jo ikke et tabu. Vi har lang seksuel erfaring, vi kender os selv og vi ved hvad vi kan lide, meget bedre end de yngre. De fleste af os er gode til at tilpasse os de forandringer der kommer med alderen (og som ofte er en forbedring, modsat hvad mange yngre tror). I 2001 viste en svensk undersøgelse af en gruppe 70-årige, at 95 % af mændene og 78 % af kvinderne syntes, at sex var en vigtig del af livet. Af de seksuelt aktive havde 31 % af mændene og 20 % af kvinderne samleje mindst en gang om ugen. Kan det så virkelig passe, at det er de ældre, der ikke tør snakke om sex?

Min erfaring som gynækolog er en anden. Det er de yngre der er usikre og flove. Det er dem der ved for lidt om deres kroppe og funktioner, og fremfor alt har de forventninger til sex, de har svært ved at få opfyldt. De ældre derimod taler gerne om sex, både spontant og på opfordring. De skal bare have muligheden.

Det betyder at ældre skal kunne tage deres eventuelle seksuelle problemer op der hvor de naturligt hører hjemme: I sundhedssystemet. Praktiserende læger og sygehuspersonale skal kunne tale om ældres sexliv som det det bør være, og også er for langt de fleste: en kilde til glæde, velvære, nærhed, livskvalitet. Der skal være nem adgang til veluddannede sexologer. Og så skal vi holde op med at tale om ældres seksualitet som et tabu. Fordi ordet fanger.

Når der går ild i gamle huse

Foredraget handler om, hvad der sker med os og vores seksualitet, når vi bliver ældre. Når kroppen bliver anderledes, både i udseende og funktion, og sex som i teenagealderen er et for længst overstået kapitel. Hvad kan vi gøre for at bevare lysten til berøring og glæden ved hinanden? Og hvor skal vi finde motivationen til det, hvis passionen er forduftet?