Dit underliv efter overgangsalderen

En god veninde, en del år forbi overgangsalderen, er glad for sin mand og deres sexliv. De har dejlig sex sammen, men desværre er hun begyndt at få blærebetændelse bagefter. Så hun gik til sin læge og spurgte, hvad hun kunne gøre ved det. Og hvad svarede hendes læge? ”Så må du jo holde op med at dyrke sex.”

Klart, det er jo logik for perlehøns.

Man bliver helt træt… Godt nok var dette på den anden side af Atlanten, hvor der sker mange underlige ting. Men havde min veninde været 30, havde hun nok ikke fået det svar, vel? Det var jo hendes alder, der fik lægen til at mene at sex alligevel ikke længere var noget for hende.

Så her kommer lidt om underlivet efter overgangsalderen. For læger, perlehøns (og –haner) og andre

Når der ikke er flere æg i æggestokkene, holder de op med at danne østrogen, og menstruationerne stopper. Østrogen holder slimhinden i skeden tyk og fugtig og sørger også for, at mælkesyrebakterier trives og laver det de er gode til, nemlig mælkesyre. Når der er mælkesyre i skeden, er surhedsgraden lav, og det er med til at holde betændelse væk.

Når der ikke er mere østrogen, forandrer underlivet sig. Ikke fra den ene dag til den anden, men som månederne og årene går.

Hvad sker der efter overgangsalderen?

Slimhinderne i skeden bliver tyndere, og det normale udflåd, man ellers har haft siden puberteten, forsvinder. Skeden bliver også mindre elastisk.

Også i blære og urinrør bliver slimhinderne tyndere.

Mælkesyrebakterierne forsvinder fra skeden, så surhedsgraden stiger.

Og summa summarum? Skeden bliver simpelthen mere sart. Den tåler ikke så godt den gnubben og skubben, der sædvanligvis er forbundet med sex. Bakterier har lettere ved at få fat og give betændelse, skedekatar. Urinrør og urinblære reagerer på samme måde.

Og jo ældre man bliver, desto værre bliver det. Det burde min venindes læge have vidst, og så burde han have fortalt hende, hvad hun kunne gøre. Der er heldigvis mange muligheder.

Bruge østrogen i skeden

Det der det, der hjælper bedst – simpelthen fordi det skaber samme miljø i skeden som der var før overgangsalderen. Slimhindrene bliver tykkere, og fugtigheden kommer tilbage. Østrogen til skeden findes som stikpiller og creme, der skal bruges nogle gange om ugen, og som en ring, der kan ligge i skeden i tre måneder. Hvis de eneste problemer man har med overgangsalderen er fra underlivet, er det hormoner til skeden, man skal bruge. De virker kun i underlivet, ikke i resten af kroppen. Det er ufarligt, og man kan risikofrit bruge det hele resten af livet, hvis man vil.

Bruge en fugtgiver

Oftest en stikpille med bl.a. hyaluronsyre, som skal puttes dybt ind i skeden. Der findes forskellige præparater på nettet og på apoteket. De virker ved at binde fugt, og hvis man bruger dem regelmæssigt bliver skeden mindre tør. Der er ikke hormoner i.

Huske glidecremen – meget vigtigt!

Mange vil have glæde af det også før overgangsalderen. Smør det rundt om skedeindgangen, på klitoris og kønslæberne, men smør det også på mandens penis, så kommer det derind, hvor det gør gavn. Mange mænd får med alderen lidt tynd og overfølsom hud på spidsen af penis – så glidecremen er også god for dem. Hvilken glidecreme man foretrækker er en smagssag. Jeg synes den med silikone er bedst.

Dyrke sex

Ja, sex er godt for slimhinderne! Nok fordi det sætter gang i blodcirkulationen i underlivet, og det styrker hele systemet.

Knibe sammen

Når man laver knibeøvelser, styrker man musklerne i underlivet. Det kræver mere ilt og næring til området, og ligesom sex sætter det gang i blodcirkulationen. Så knib!

Laser

Laserbehandling af slimhinderne i underlivet er en ret ny behandlingsform, og der er ikke så meget viden om det endnu. Med laseren bliver der laver små huller i slimhinden, og i de huller dannes der nye blodkar og bindevæv. På denne måde bliver skedevæggen tykkere og stærkere. Men behandlingen er som sagt ny, man ved endnu for lidt om resultaterne på sigt, om bivirkninger og om, hvordan behandlingen er sammenlignet med østrogen eller ”snydebehandling”.

 

 

Orgasme: Hvilken slags får du?

Gamle Sigmund Freud var et barn af sin tid og sin kultur og en ægte mandschauvinist. Om kvinder mente han bl.a., at de generelt var underlegne mænd, at de hele deres liv gik og var mugne over at ikke have en penis, at deres sexliv kun handlede om at få børn, og at skedeorgasmen var den eneste rigtige orgasme.

At få orgasme ved at kæle for klitoris var en umoden ting, som man burde holde op med, når man blev voksen.

Nu om dage findes der ikke bare skedeorgasmer og klitorisorgasmer, men også sprøjteorgasmer, G-punktsorgasmer og diverse andre. Alle har deres ivrige fortalere, der synes at lige netop den orgasme er den bedste. Den vil sende én ikke bare til den syvende himmel, men til næste solsystem!

Men egentlig giver det ikke meget mening at snakke om alle de punkter.

Klitoris er nemlig ikke bare den lille dims, der sidder længst fremme i revnen. Den er et meget større organ, op til 10-12 cm, men langt det meste ligger under huden. Den forgrener sig ned i de små kønslæber, rundt urinrøret og op i skedens væg, særlig fortil. Når du bliver tændt, svulmer det hele lidt op og bliver mere følsomt. Den synlige del af klitoris er særlig følsom for berøring. Inde i skeden er den mere følsom for tryk, stræk og massage. G-punktet, A-punktet og hvad der ellers er af punkter er simpelthen forskellige steder på klitoris.

Derfor giver det heller ingen mening at snakke om klitoris-, G-punkt eller skedeorgasmer, for det er altsammen noget der kommer fra det samme organ. At det så er forskelligt fra kvinde til kvinde hvor hvordan hun bedst kan lide at blive rørt ved og stimuleret, er en anden historie.

Der er penge i alt, også din orgasme

Men som altid er der business knyttet til det her. Du kan tage på kursus og lære at få den-eller-den type orgasme. Du kan såmænd også tage hen på en eller anden lyssky udenlandsk klinik og få sprøjtet lidt filler i dit G-punkt, så det kommer til at strutte. Det skulle gøre det mere følsomt. Det koster bare omkring 1000$ og skal som anden filler gentages med nogle måneders mellemrum. Hvis jeg får problemer med terminen, vil jeg helt klart åbne sådan en klinik.

Virker det? Der er jo masser af hype om det på nettet?

Nu er vores største seksuelle organ som bekendt hjernen. Det er her, nydelsen sidder. Når det handler om sex, spiller det en enorm rolle, hvilke forestillinger, man har omkring det. Hvis man ikke giver sig selv lov til at nyde, hvis man skammer sig eller ikke er glad ved sin krop, er det svært at have god sex. Jeg tror orgasmekursernes vigtigste funktion er, at de understøtter nydelsen og gør det ok at gøre det, der fremkalder den. Og det er rigtig vigtigt.

Hvis man er overbevist om at en eller anden lille pille eller et skud filler i G-punktet gør at man tænder lettere, er der en god chance for at det sker. Og fred være med det, hvis man får et bedre sexliv af det.

Skal vi lige have lidt om sprøjteorgasmer til sidst? Det kan man også komme på kursus i. Men indtil dato har man ikke kunnet vise at det er andet end urin og så et par enkelte dråber sekret fra kirtlerne i skedeindgangen, der kommer. Fred være med det også, hvis man nyder det.

Men en del kvinder, der læser lovprisningerne af diverse punkter og udtømninger på nettet, får indtryk af at deres orgasmer ikke er af den rigtige slags, at der findes nogle, der er bedre. Og det er godt nok ærgerligt, hvis en type orgasme skal udnævnes til at være ”bedre” end en anden, og kvinder skal føle at deres orgasmer ikke rigtig duer.

Husk det: Din orgasme og hvordan du får den er det, der passer lige til dig!

 

 

Sex – kun for kvinder

Det seneste halve års tid har min gode kollega Lillan Kempf og jeg holdt foredrag om sex i Folkeuniversitetes regi. Foredragene er kun for kvinder. Det er gået rigtig godt – udsolgt hver gang indtil videre. Vi snakker om kroppen, hormoner, lyst, orgasme, porno, sexologiske cases – og vi er vilde med alle de kvinder, der tager til orde og spørger. Eller fortæller, hvordan de selv opfatter tingene. Her i foråret 2017 gentager vi det i Herning, Kolding og Odense.

Hvorfor kun for kvinder? Jo, fordi der stadig er meget tys-tys omkring sex. Og selv om der er meget info at finde i bøger, blade og på nettet, er det ikke altid let at finde noget, der passer på en selv. Eller noget, der passer i det hele taget… For at sige det lige ud: Der bliver skrevet og sagt utrolig meget sludder om sex, særlig på nettet. Ikke noget, man bliver klogere af. I stedet for at lære sig selv bedre at kende, bliver man mere usikker og forvirret.

Så er det man tror, at man selv er mærkelig, anderledes, forkert. Derfor er det vigtigt at snakke om sex i et forum, hvor man føler sig tryg og tør sige tingene lige ud. I vores optik betyder det, at der kun skal være kvinder til stede. Er der også mænd, bliver der ikke sagt det samme, og undertonen bliver en anden.

Det er ellers ikke fordi de ikke har lyst, mændene! De er simpelthen vildt nysgerrige efter at høre, hvad der foregår og bliver sagt på sådan en aften. Flue på væggen, snigende gulvtæppe, burka, paryk og total makeover – der er ikke grænser for de fantasifulde forslag til udklædning. Så er det at man spørger sig selv, hvorfor de ikke bare snakker om det med deres partnere?

Hvis det er svært, stiller vi gerne op og hjælper med at få gang i samtalen.

 

 

 

Det er menneskeligt at fake

Mette og Nikolaj har sex, og Mette har tænkt sig at fake orgasme. Mette gider egentlig ikke sex i aften, men tænker at ok, så lad ham. For et par dage siden sagde han noget om at sex jo var en vigtig ting i et parforhold. Men snakken om hvor tit de skal have sex, er ikke en snak, hun orker at tage lige nu. Så hun tænker: Du får sex og jeg får fred.

Han gør sig umage for at det skal være spændende: Forskellige stillinger, slikker hende lidt indimellem, nulrer hendes bryster. Lige meget hjælper det, hun har bare ikke lyst i aften.

Hun kan også mærke at hun er ved at blive tør, og det gør ikke bedre. Det er på tide at det får en ende.

Så hun tager fat om hans hofter og støder sig hårdere imod ham. Hun åbner munden, lægger hovedet lidt bagover med lukkede øjne og trækker vejret hurtigere, laver de lyde hun plejer lige før hun kommer indtil hun slutter af med et højlydt ”Åhh!”, og så slapper hun af. Få sekunder efter kommer Nikolaj.

– Det var dejligt, siger han. Og det var det vist også for dig, skat?

Han falder hurtigt i søvn. Efter et par minutter lister Mette ind under sin egen dyne og lægger sig til at læse.

Rigtig mange faker orgasme, særlig kvinder. Nogle faker altid, andre bare en gang imellem. Men hvorfor?

Man vil gøre partneren glad og tilfreds

De fleste faker for partnerens skyld. Og det er jo egentlig et godt og kærligt motiv. En god partner har forventninger om at når man har sex, skal det være dejligt for begge. Helst skal man få orgasme samtidig som et enormt fælles klimaks. Hvis man ved at man ikke kan indfri de forventninger, kan man jo lade som om – og så bevarer partneren bevarer billedet af sig selv som en fantastisk sengekammerat.

Men selv om motivet er godt, er det en rigtig dårlig idé at fake i et fast forhold, for her bør man kunne tale om tingene, også sex. Har Mette ikke fortalt Nikolaj, hvad han kan gøre for at hun skal få orgasme? Hvis hun konsekvent faker, får de aldrig snakket om hvad hun bedst kan lide, og hun får aldrig orgasme sammen med Nikolaj. Det er i det lange løb en dødssejler for forholdet.

Men en gave kan man jo godt give af og til. Så fortæller man lige ud, hvordan det er: – Jeg har ikke lyst i dag, skat, men hvis du vil har jeg ikke noget imod at give dig en gang lækker sex, eller et hurtigt godnatknald, eller hvad der nu måtte være. Så er det min tur en anden gang.

Man forsøger at hidse sig selv op

Så er der dem der faker i håb om at varme så meget op under sig selv at de får orgasme, en slags selvsuggestion, sexlivets fake it till you make it. Og det kan måske godt fungere en gang imellem. Hvis det handler om at fokusere på og forstærke følelser man allerede har, kan det godt virke som en slags træning i at få orgasme.

Man tror at alle andre har de vildeste orgasmer

Nogle faker, fordi de ikke ved, hvad der er normalt. De tror at alle andre får de mest fantastiske orgasmer efter max fem minutters almindeligt samleje – så det må de også hellere lade som om de får. De er bange for at blive set som unormale. Frigide, hed det i gamle dage med et meget negativt ladet ord, og det betyder kold. Så for at fremstå som sexede og sanselige elskere eller elskerinder, smører de ekstra meget på kropssprog og nydelyde.

Denne type snyd er lidt mere udbredt i engangsknald, hvor der måske ikke lige er lagt op til den helt store samtale om lyster og ulyster.

Man vil sove…

Og så er det dem der faker for at så at sige få det overstået, ligesom Mette. Nærmest en lille hvid løgn, der ikke skader nogen, eller? Så skulle hun måske hellere lade helt være, og lade Nikolaj ligge dér med sin lyst, indtil den dampede af. Det er jo ikke en menneskeret at få sex, bare fordi man har lyst – heller ikke i et fast forhold.

 

 

Hvorfor får kvinder egentlig orgasme?

Kvinder behøver jo ikke at få orgasme for at blive gravide. Og graviditet er jo naturens mening med sex, eller?

Anderledes med mænd, de skal jo have orgasme for at gøre en kvinde gravid. (Sædafgang i hvert fald. Det er ikke nødvendigvis det samme).

Der er to lejre i debatten:

I den første lejr mener man, at kvinders orgasme bare er et levn fra evolutionen. En overflødig egenskab, der ikke har nogen funktion i forhold til vores overlevelse. Sådanne træk plejer at forsvinde med tiden, så i løbet af en million år eller to vil kvinder slet ikke få orgasme. Mænds brystvorter, der jo heller ikke er til for noget, vil også forsvinde. (Her er Barbies Ken i den grad på forkant. Helt uden dutter, både her og der.)

I den anden lejr mener man, at nydelsen og orgasmen hjælper kvinder at skelne mellem gode og dårligere partnere. En kvinde kan kun få et begrænset antal børn. Derfor er det vigtigt, at hun vælger fædrene til børnene omhyggeligt. Og måske er der størst sandsynlighed for, at en god elsker også bliver en god far? En af wham-bam-thankyou-mam-typen, der kun tænker på sine egne behov når han har sex, vil måske heller ikke stille op med mad og beskyttelse, når hun ligger dér med sin nyfødte bebs. Det er måske også grunden til, at kvinder generelt har sværere ved at få orgasme end mænd – han skal vise sit værd.

Orgasmen og især afslapningen bagefter styrker også parforholdet. Efter en orgasme er der mængder af hormonet oxytocin i omløb i vores kroppe – det virker afstressende og får os til at føle os åbne, trygge og tillidsfulde. Og det bidrager til at knytte os nærmere til hinanden.

Det er nydelsen, der får os til det

I den første lejr har man virkelig reduceret sex til noget, der kun er til for forplantningen skyld. Og kvinder til nogle, der bare er passive modtagere af mænds seksuelle udfoldelser.  Så mener man, at ”naturlig sex” er noget med en stenaldermand, der griber sin udkårne i håret og slæber af sted med hende til nærmeste hule, hvor han bedækker hende og gør hende gravid. Hvad stenalderkvinden synes om det er underordnet.

Det er som om hele nydelsen er taget ud at diskussionen. Som om man går med på den linje, som Augustin lagde for 2000 år siden og kirken (og Facebook) har holdt fast ved siden da: Sex er til for at få børn, nichts weiter. Men det er jo ikke det, der får folk til at dyrke sex.

Det er nydelsen vi går efter! Det er den det handler om. Babyen er sådan set en bivirkning, som de færreste har i tankerne, medens det står på. Hvis ikke det var dejligt at have sex, ville ingen komme på tanken at foretage sig noget så bizart, og der ville ikke komme flere babyer. Det ville hurtigt blive ret stille her på jorden.

Lysten og ophidselsen og orgasmen er lokkemadder, det er det, der skal få os i kanen, i høet eller i skovbunden – igen og igen. For at vi skal blive ved med at være til.

Og man har da et forklaringsproblem, hvis man tror at det at nyde sex kun er en naturnødvendighed for mænd. For det eneste menneskelige organ, der kun er til for at give nydelse, er klitoris – der som bekendt sidder på kvinder.

Nej, jeg holder på den anden lejr.  Kvindens orgasme viser, at hendes partner har gjort sig umage. Og så er det større chance for, at partneren også på andre områder er en god livsledsager.

 

 

Jeg er for farlig til Facebook!

 

Jeg har jo skrevet et par bøger, der handler om sex. Og i anledning af julen ville jeg gøre lidt facebook-reklame for den første bog, Sex efter 50. Det gjorde jeg sidste år og solgte en del, og den succes vil jeg selvfølgelig gerne gentage.

Det gik ikke helt som forventet. Her er forløbet i en lettere dramatiseret udgave:

 

Jeg lægger ud:

– Kære Facebook, jeg vil gerne promovere min bog her hos jer.

Facebook er der straks, i veloplagt sælgerstil.

– Så gerne. Hvem er din målgruppe?

– Det er kvinder og mænd over 35. I Danmark. Og ja, lad os bare tage nordmændene med.

– Fint! Og hvad er dit budget? 539 kr. om dagen?

– Hm, det er nok lidt mere end jeg har tænkt mig. Lad os sige 50 kr. om dagen i 10 dage.

– OK så. Nå, det kan vel også give nogle klik. Vi er her for at hjælpe dig med at promovere din hjemmeside og sælge din bog! Hvad hedder bogen?

– Den hedder ”Sex efter 50”.

 

Det begynder at blinke rødt et sted på skærmen.

– Din promovering bliver muligvis ikke godkendt. Læs om vores Annonceringspolitik.

 

Jeg klikker på linket og læser. Der står:

 

Policy

Annoncer må ikke promovere salg eller brug af voksenprodukter eller -tjenester, undtagen annoncer for familieplanlægning og prævention. Annoncer for prævention skal fokusere på produktets svangerskabsforebyggende funktioner, og ikke på seksuel nydelse eller præstationsfremmende effekt, og skal være målrettet mod personer på 18 år eller ældre.

 

Lidt senere er der mail fra censurafdelingen hos Facebook.

– Din annonce er ikke blevet godkendt. Der er voksent indhold, det må der ikke være.

– Ej Facebook, det må I have misforstået! Min bog er meget anstændig, uden snask, billeder eller noget forargeligt i det hele taget. Jeg vil gerne appellere jeres afgørelse.

 

Jeg venter. Der går et lille døgns tid, og så er der svar igen.

 

Hi Ditte,

Tak for din henvendelse.

Din annonce er ikke blevet godkendt, fordi den webadresse, der bruges i annoncen, ikke overholder vores politik om voksenprodukter.

Vi tillader ikke, at annoncer promoverer eller antyder nogen former for seksuelle handlinger. Sådanne annoncer fører til negative følelser hos brugerne, og vi har nultolerance over for disse annoncer. Denne politik gælder også, selvom din annonce er målrettet mod en målgruppe, der er over 18 år.

Denne beslutning er endelig, og yderligere forespørgsler om annoncen vil ikke blive besvaret.

 

Jamen, skal man le eller græde? Være fornærmet, eller måske stolt over at have trådt den sippede amerikanske dobbeltmoral over tæerne? Jeg har lavet et voksenprodukt, der promoverer seksuel nydelse. Fy!

Facebook støtter altså den holdning, der siger at sex er til for at avle børn og ikke andet. Skam den der nyder.

Så derfor må man godt reklamere for prævention, men ikke for nydelse. Men hov… hvis man dyrker sex med prævention gør man det vel netop for nydelsens skyld, og ikke for at få børn…?

 

Kære Mark Zuckerberg, send mig lige din adresse, så skal du kvit og frit få et ex af den engelske udgave i min bog. Den hedder godt nok Sex after 50, men selv om der er 18 år igen til du bliver 50, er det tilsyneladende en rigtigt god idé at du er lidt på forkant. Glædelig jul!

 

 

Lysbehandling giver mænd mere sexlyst

I disse sidste septemberdage er det stadig dejligt vejr. Men vi har passeret jævndøgn, november nærmer sig og vintermørket rykker ubønhørligt nærmere. Hjemme hos os har vi ikke problemer med mørket. Vi bruger det til at hygge i, med gode film og bøger, ild i pejsen, lys på bordet, hunden ved fødderne, hinanden under dynen. Andre har det skidt med mørket og bliver tungsindige og triste. Nogle får en rigtig depression og ser med ægte gru frem til de korte dage fra november til februar, der kommer hvert år.

For en del år siden opdagede man, at det hjalp på depression at snyde sig til noget mere dagslys. Det er nok at sidde foran en speciel slags lysskærm en halv times tid hver morgen. Det øger mængden serotonin i blodet og giver mere energi. Lysbehandling mindsker også blodets indhold af melatonin, et hormon der dels har at gøre med søvnrytmen, dels påvirker kønshormonerne negativt.

Men det er ikke alt…

Og nu har det søreme vist sig, at lysbehandling måske også øger lysten til sex! Et forskerhold i Siena i Italien har prøvet det af på 38 mænd. Alle led af nedsat lyst til sex eller vanskeligheder med at blive seksuelt ophidset. Halvdelen af dem sad hver morgen da de var stået op i 30 minutter foran en lysskærm af den slags, der bruges ved depression. Den anden halvdel sad ved en skærm, der kun gav en hundrededel så meget lys. Allerede efter 2 uger var der forskel. De mænd der sad foran skærmen med det stærke lys havde fået et bedre sexliv og en tydelig stigning i blodets indhold af testosteron, det mandlige kønshormon.

Det er jo en fantastisk nem behandling, hvis den virker! Ingen bivirkninger, ingen piller man skal huske, bare ekstra lys til kaffen og avisen om morgenen.

Glæder mig meget til at se metoden afprøvet på kvinder. De klager oftere over for lidt lyst til sex end mænd gør.

Så nu er der endnu et godt argument for at droppe skærme i form af iPad, fjernsyn med mere. Gå ud og gå en tur i dagens lyse timer i stedet for: Både motionen og lyset i sig selv gavner sexlivet!

Kilde: 29th ECNP congress

 

 

Sex med tørre slimhinder er ingen fornøjelse

I dag har jeg endnu en gang talt med en ung kvinde, der syntes det gjorde ondt at have samleje. Hun følte sig tør i skeden, og det var simpelthen vildt ubehageligt, når hendes kæreste ville ind i hende.

Det er normalt at være fugtigt i skeden og have lidt udflåd, i hvert fald fra puberteten til overgangsalderen. Det er den periode af livet, hvor man har ægløsninger og menstruationer og hvor æggestokkene danner østrogen. Udflåddet kommer ved at fugt siver igennem skedevæggene. Det er skedens smarte måde at rense sig på, et forsvar mod bakterier og svamp, der ellers kunne give betændelse.

Når man får lyst til sex bliver man mere våd. Dels siver der mere gennem skedevæggene, dels dannes der et glat og lidt fedtet sekret fra små kirtler i skedeindgangen. Begge dele virker som smørelse når man har samleje, og den smørelse er supervigtig for at samleje skal være rart for kvinden.

Er man tør når man har samleje, kan det skyldes at man ikke er nok tændt.

Og det var vist det der var problemet for den unge kvinde, jeg snakkede med i dag.

Men hvorfor have sex, hvis man ikke er tændt? Med mindre man er ude på at bliver gravid er sex jo noget, man gør for at have det rart, ikke? Man gør det ikke for at please, for at få det overstået eller fordi man tror det forventes af en, vel? Eller fordi man ligger under for (ja, undskyld) en gammeldags opfattelse af et forhold, det betyder at manden bestemmer hvornår og hvordan der skal dyrkes sex i det lille hjem?

Nej, de tider er forbi. Husk det, mine damer: Meningen med et forspil er at man skal få så meget lyst til sex at kroppen er klar. Det er op til jeres partnere at gøre sig umage nok!

Andre grunde til tørre slimhinder i skeden

Lige en rask gennemgang af andre grunde til, at skeden føles tør:

For lidt østrogen: Hvis æggestokkene ikke danner østrogen, bliver slimhinden mere tør, og den bliver også tynd og mere sårbar. Det sker for alle kvinder i forbindelse med overgangsalderen, men kan også ske i andre situationer – for eksempel når man ammer, hvis man har anoreksi eller har fået kemoterapi.

P-piller: Kvinder, der bruger p-piller, kan føle sig tørre i skeden. P-piller indeholder godt nok meget østrogen, men det er et kunstigt østrogen, der ikke har samme virkning på slimhinderne som det naturlige. Derfor bliver slimhinden lettere tynd, tør og irriteret også hos kvinder, der tager p-piller.

Svamp: En svampeinfektion i skeden kan give tørre slimhinder. Ellers er der to ting, der er typiske for svamp: Det klør helt sindssygt meget, og kvinder der har gennemgået overgangsalderen og ikke bruger østrogen får det meget sjældent.

Kondom, tamponer: Begge dele kan gøre at skeden virker tør.

Men ved alle de ovennævnte tilstande danner skeden mere fugt, når man har lyst til sex. Og synes man ikke det er nok er der gode glidecremer at få.

Men husk det nu: Man skal ikke dyrke sex, hvis man ikke har lyst.

 

 

Sansetræning lærer dig at nyde 100 procent

Sansetræning en god begyndelse, når man vil forny sit sexliv. Sansetræning er en øvelse i at nyde. Den er effektiv, fordi man koncentrerer sig om berøringen; det er ikke meningen at det skal ”udvikle sig” til sex. Det er en rigtigt god øvelse, hvis man vil have flere nuancer i sexlivet end bare den rutinemæssige hamren frem mod orgasmen, eller hvis man føler at sex er lidt af et præstationsrace, der giver mere stress end glæde. Den er også god, hvis man er gået helt kold seksuelt og skal genstarte samlivet fra scratch.

Huden er det største sanseorgan vi har. Vi får hele tiden signaler fra huden, og mere eller mindre bevidst retter vi ind efter dem. Fryser du? Tag en trøje på, luk vinduet. Er der noget der rører ved din læg? Det var heldigvis ikke en hveps, det var bare katten, der vil kløs bag ørene…

Det er vigtigt at blive rørt ved, for både katten og dig. De gode berøringer øger mængden oxytocin i blodet, og det får os til at slappe af, til at føle tillid og tryghed og til at nyde nuet. Hvis man får mange knus, lever man længere!

Hvordan kommer man i gang med sansetræning?

Skab et dejligt rum til træningen

I skal have god tid til træningen, og I skal være sikre på at ikke blive forstyrret. Ingen telefoner, intet TV.

Skab en behagelig baggrund, en stemning, der er tilstede uden at kræve opmærksomhed. Rummet skal være lunt – det skal jo være rart at være nøgen. Hvis I vil have musik, skal det være blid musik på lav styrke, som lette sommerskyer, der stille glider gennem rummet. Der kan være dufte – røgelse måske, eller en ikke for anmasende blomsterduft. Måske bare duften af rent sengetøj, der har hængt til tørre udenfor.

I skal først være trygge ved hinanden, for I skal turde være åbne og give opmærksomhed og nærvær. I skal sanse, hele jeres hud skal føle og nyde berøringen. Nogle anbefaler olie til øvelsen, men det synes jeg ikke man skal bruge, for det forandrer sansningen. Både for den der berører og den der bliver berørt. Det er ikke massage, det I skal lave. Der skal ikke være noget mellem dig og den andens hud.

I skal være nøgne begge to. Start med at stå ved siden af sengen og holde om hinanden. I skal bare holde om, ikke ae. Mærk hinandens kroppe. Mærk hinandens åndedræt og duft. Mærk varmen. Måske kan I høre hinandens hjerter slå, eller føle det gennem brystkassen.

Når I har stået sådan i 3-5 minutter, lægger din partner sig på maven i sengen, og du sætter dig ved siden af. Nu skal du røre ved din partner, fra top til tå. Hvordan det skal være bestemmer du selv: om det skal være med fingerspidsene, fingrenes overside eller hele hånden. Men det skal være blidt og samtidig opmærksomt. Læg mærke til den andens hud, hvordan den føles under dine fingre. Du skal ikke gøre pludselige bevægelser, der risikerer at rykke din partner ud af sin trance. Læg mærke til, hvordan den anden reagerer. Det må ikke være seksuelt, så du skal undgå numsehul, bryster og skridt.

Efter 10-15 minutter vender din partner sig om på ryggen, og nu er det hele forsiden af kroppen, der skal have opmærksomhed på samme måde.

Din tur – samme dag eller en anden dag

Når din partner er kommet lidt til sig selv, er det din tur til at lægge dig godt tilrette på maven i sengen. Det skal være behageligt, så støt eventuelt med en lille pude under hofterne eller maven. Luk øjnene, slap så godt af du kan. Nu skal du koncentrere dig om de impulser, der kommer fra din hud, og prøv at lukke andre indtryk ude: Musik og duft i rummet er bare baggrundsstemning, ikke noget du behøver at være opmærksom på. Hvis der er lyde udefra, skal du aftale med dig selv at de ikke kommer dig ved.

Mærk berøringen. Lad den påvirke din krop og dit sind uden at tvinge noget frem. Hvis du får lyst til sex er det ok, men du skal ikke reagere på lysten. Denne øvelse handler om at sanse, og den kan være særdeles erotisk, men den må ikke blive seksuel. Det er en øvelse i at nyde.

Øvelsen er en god start, når man vil forny sit sexliv. Den virker på mange planer. Den skaber tryghed og tillid mellem jer, så I kan gå videre med at tale dybere om de ting, I har lyst til og måske gerne vil lave om på. Den øger evnen til at sanse og til at give sig tid. Og den giver plads til erotik, men fjerner fokus fra sex. Der er ikke noget performancekrav. Man skal ikke have sex. Man kan altså nyde uden at bekymre sig om sin erektion, om man nu kan holde sin udløsning tilbage længe nok. Eller om man kan få orgasme, og helst ikke efter urimeligt lang tid.

Denne øvelse kan man lave lige så tit man har lyst. Man kan aldrig få for meget af denne slags nydelse.

 

 

Et bedre sexliv – hvordan kommer vi i gang?

Hvilken himmel er du i, når du har rigtig vellykket sex? Syvende? Har du tænkt over, at der måske er flere himler ovenover?

Du kan  jo prøve at finde ud af det. Der er jo ingen grund til at lade sig nøje.

Man kan leve sit sexliv på så mange forskellige måder. Man kan gøre det sædvanlige, medens man i hemmelighed drømmer om noget andet. Man ser måske lidt porno og får et ekstra kick af det, medens sexlivet med partneren foregår som det plejer. Som det altid har gjort. Same procedure as every year, James.

Hvis du ikke føler det er godt nok, kunne du jo prøve på at ændre tingene. Hvordan?

Der er kun en måde at sætte gang i processen på: I må snakke sammen, du og din partner.

Find det rigtige tidspunkt

Start med at vælge de rigtige rammer. Det er nok ikke mens I er ved at lave aftensmad eller sidder i bilen på vej til et eller andet. Det er vigtigt at have tid nok, en løs bagkant er godt. Du ved jo ikke hvordan det kommer til at gå. Måske siger din partner: ”Det gider jeg ikke at snakke om”, og det var så det. Men det kan også blive en snak, der tager timer.

Intim stemning? Vin i glassene? Gåtur i skoven? Du ved bedst, hvad der passer jer.

Hvis I ikke er vant til at tale om sex, kan det være svært at finde og bruge ordene uden at føle sig frygtelig genert. Nogle synes at ord som pik, fisse og kneppe er for grimme og ”beskidte” til at de vil bruge dem. Penis, vagina og samleje kan blive for klinisk. Måske skal I lave jeres egen kode? Det er bare ord, og det vigtigste er ikke de ord I bruger, men det I får sagt med dem.

Det første spørgsmål er vigtigt. For du skal nemlig spørge, du skal være nysgerrig, du skal åbne for at din partner fortæller om sine lyster, ønsker og drømme. Hvis han/hun ikke vil eller får lov til det, kommer der ikke nogen forandring. Så det nytter ikke, at du begynder med at fortælle, hvad du godt kunne tænke dig. Det skal du nok komme til.

De gode spørgsmål

En god start er: ”Hvordan kan du egentlig bedst lide at blive rørt ved, når vi er sammen?”

Andre gode og ret ufarlige spørgsmål, afhængig af situationen, jeres måde at have sex på, hvem I er og hvor langt I tør gå i den første snak:

 

  • Er der noget jeg gør, der tænder dig af?
  • Kan du lide at vise dig nøgen for mig?
  • Vil du gerne have sex oftere eller sjældnere end vi har det?
  • Er vores forspil for hurtigt/langsomt?

 

Hvis snakken går godt, kommer I måske videre til:

 

  • Hvornår i dit liv har du været allermest tændt?
  • Hvad handler dine seksuelle fantasier om?
  • Ser du porno eller læser du erotiske historier, og hvilken slags kan du i så fald bedst lide?
  • Vil du vise mig hvordan du gør, når du onanerer?

 

Hvis det er svært at komme i gang og videre er der også spil, man kan købe. Parspillet Erotic 4 Real er på dansk, trods navnet. Det er et spil med spørgsmål om lyst, men også om moral og følelser, og så er der erotikkortene med lidt mere praktiske opgaver…

Det her er bare begyndelsen. Den starter med lysten til forandring, og måske er din første opgave at motivere din partner. Bare kast jer ud i det! Held og lykke!