Hvordan virker Viagra?

Da Viagra kom på markedet i form af små blå piller i 1998 var det virkelig et vidundermiddel.

Pludselig var der hjælp at hente for i hvert fald en del mænd med rejsningproblemer, altså vanskeligheder med at holde penis stiv nok til at kunne gennemføre et samleje.

Der er særlig to spørgsmål jeg får om Viagra, når jeg holder foredrag: Hvordan virker det? Og kan kvinder også bruge det?

For at tage det sidste spørgsmål først: Nej, Viagra virker ikke på kvinder. Kvinder får ikke mere lyst og får heller ikke sjovere sex, hvis de bruger Viagra.

Så til mændene. For at forstå hvordan Viagra virker må man vide lidt om hvordan rejsningen fungerer. Det mekaniske er ikke så svært at forstå. Forestil dig at fylde en ballon med vand: Du holder ballonen hen til vandhanen og lader vandet løbe, så ballonen bliver mere og mere spændt. Hvis vander løber kraftigt går det hurtigt, men hvis der er godt med kalk i rørene og vandstrålen er tynd tager det en evig tid. Hvis der er hul i ballonen bliver den aldrig rigtigt fyldt.

Det virker nogenlunde på samme måde med penis, der har to svulmelegemer, der minder om balloner. De er små og slappe når de er tomme, lange og spændte når de er fyldte. Hvis noget tirrer mandens sexlyst og rejsningen fungerer som den skal, åbner blodkarrene til svulmelegemerne sig så blodet hurtigt fylder dem, og penis bliver stiv og spændt. For at den skal blive ved med at være det indtil manden har haft udløsning skal de blodkar, der fører blodet væk fra penis, lukke til. Det sker ved at de presses sammen, dels af musklerne i bækkenbunden, dels af de fyldte blodkar. Hvis blodet løber væk i utide mister manden rejsningen for hurtigt.

Viagra virker kun, hvis man har lyst til sex

Der er altså flere ting, der skal fungere. Det første er lysten. Manden skal have lyst til sex, ellers går processen slet ikke i gang. Så skal hjernen sende signaler ned til blodkarrene i penis, hvor der dannes et stof, der hedder NO (i denne forbindelse burde det måske have heddet YES i stedet for?). Det får blodkarrene til at åbne sig, og de skal være elastiske, så de kan lukke sig helt op. Endelig må blodkarrene ikke begynde at klappe sammen igen for tidligt, så der skal blive ved med at dannes NO for at udvide dem. Rejsningen bliver også holdt ved lige af at svulmelegemerne er godt spændte og at musklerne i bækkenbunden er stærke og fyldige.

Hvad er det så, Viagra kan? Det sørger i al sin enkelhed for at der bliver ved med at være NO nok i blodkarrene, så de kan være max fyldte og rejsningen fungerer indtil manden har haft udløsning.

Men selv om Viagra kan trylle, kan det ikke lave mirakler. Hvis manden ikke har lyst til sex, fungerer det ikke. Hvis blodkarrene er forkalkede som gamle vandrør kan de ikke udvide sig, og så bliver der ikke meget rejsning. Hvis musklerne i bækkenet er for dårlige, kan de ikke holde blodet tilbage og dermed ikke rejsningen ved lige.

Vil man gøre noget for at bevare sin rejsning, handler det altså om at træne sine muskler og undgå åreforkalkning. Så er vi igen ved den der livsstil…

 

 

Liv, lyst og nydelse

Mette er tre år. Hun synes det er rart, når hun sidder på en bestemt måde på sin seng og gnubber tissekonen mod kanten. Hvis mor ser det kigger hun af og til lidt bekymret og foreslår en anden leg. Mette er glad og leger gerne med mor, hvad som helst næsten, undtaget vaske hår.

Mette er ni år. I idræt klatrer hun i tov. Hun kniber lårene sammen om tovet og hiver alt det hun kan i armene, og hun er hurtigt helt oppe. Pludselig mærker hun at det ligesom hopper til i tissekonen og nederst i maven, mange gange. Hun bliver helt blød i kroppen. Det er dejligt, dejligt, og hun klatrer i tovet igen og igen. En gang imellem sker det dejlige, men ikke hver gang.

Mette er 15 år. Hun har haft menstruation i tre år. Hun ser sig uroligt i spejlet og drømmer uroligt om natten. Forelskelser kommer og går. Den ene dag er hendes glæde så stor som universet, dagen efter sorgen så dyb som Marianergraven. Hun ligger på sengen sammen med Mikkel. De kysser, de rører, hun trækker grænser, hun overskrider dem. Har ”rigtig” sex for første gang. De er knap nok færdige med at nyde tilfredsstillelsen, før lysten tænder op under dem igen.

Voksenliv – er der tid til sex?

Tiden går. Mette gifter sig med Mads. De får familie, job, ansvar, travlt. Dagen er fyldt ud med opgaver og natten alt for kort til hvile og nydelse. Der er ikke tid til at mærke lysten og ikke plads i agendaen til at leve den ud. De elsker hurtigt en gang om måneden og passer på med ikke at vække børnene. Mette møder Peter på en konference. Det er farligt, spændende og bekræftende. Lysten er der stadig, stærk som nogensinde. Hun ønsker at det kunne være sådan med Mads.

Mette er 54 år. Hun har været skilt i en del år og har det godt alene. Hun onanerer af og til, og savner egentlig ikke en sexpartner. Så møder hun Henrik, og når han rører ved hende, vågner lysten igen, verden forsvinder og kroppen tager over. Det gør ondt i skeden når de elsker, men det fikser sig med et besøg hos lægen. De leger erotiske lege og pirrer hinanden, og deres sexliv bliver bedre og bedre.

Mette er 76 år. Henrik og hun ligger tæt og længe sammen. De dyrker nydelsen og kysser og kæler for hinanden med hænder og mund. De nyder varmen, berøringerne, fornemmelsen af hinanden, lysten der flyder gennem dem, gør kønnet til kroppen centrum og får dem til at give sig hen. Af og til kommer han ind i hende, men ikke så tit mere. Det er dejligt alligevel. Og nu er der tid nok.