Knibeøvelser giver dig bedre sex

Knibeøvelser? Nå ja, det lærte jeg vist engang…

Efter en fødsel får kvinder at vide at knibeøvelser er vigtigt for at få underlivet “på plads” igen. Men ved du hvor meget knibemusklerne betyder for et godt sexliv – særlig efter overgangsalderen? Meningen med øvelserne er at styrke musklerne nederst i underlivet, det sted der kaldes bækkenbunden. Musklerne her danner en slags hængekøje, der holder livmoder, blære, tarm og skede på plads. Kvinder har tre huller i bækkenbunden, hvor urinrøret, skeden og tarmen går igennem. Når musklerne i bækkenbunden fungerer som de skal, har man styr på hvornår man tømmer sin tarm og sin blære, og man kan knibe omkring penis, når man har sex.

Hvis musklerne bliver svage, kan organerne begynde at synke ned, og man kan få svært ved at holde på afføring, urin og prutter. Det er pinligt, og det kan være særlig besværligt i forbindelse med sex. De fleste bliver flove, hvis der kommer urin eller afføring, når de har samleje – og bare det at skulle tænke på, om det nu sker, fjerner nydelsen. En slap bækkenbund gør det også vanskeligere at mærke penis under samleje, og kvinder med svag bækkenbund er gennemgående ikke så tilfredse med deres sexliv som kvinder med stærke muskler i bækkenet.

Så knib! Selv om det er længe siden du har gjort det, er det ikke for sent at komme i gang.

Det er vigtigt at gøre det rigtigt

Hvordan gør du? Du kniber simpelthen sammen omkring endetarmen, så meget som man kan. Kniber du dér, følger resten af bækkenbunden med. Du holder knibet i fem sekunder. Så slapper du af i fem sekunder. Og gentager det, 10 gange i alt. Og det gør du helst hver dag, men i hvert fald tre gange om ugen. Og nu er det jo sådan med muskler, at de kun bliver stærkere af at skulle gøre mere, end de i forvejen kan. Så knib lidt ekstra, når du tror at du ikke kan længere. Hvis du er i tvivl om du gør det rigtigt kan du mærke med et par fingre i skeden imens. Eller få din mand til at fortælle om han mærker at du kniber omkring ham, når I har sex.

Hvad får du ud af det den behandling? Stærkere muskler i bækkenet betyder bedre blodomløb og bedre følsomhed, og det gør det nemmere at blive fugtig i skeden under sex og øger nydelsen. I tillæg får du mere styr på urin, afføring og tarmluft. Bivirkninger? Ingen!

0 replies

Skriv en kommentar

Want to join the discussion?
Feel free to contribute!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Jeg accepterer Privacy Policy

*

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.